Coronakrisen giver det lange, lidt uforudsigelige pressemøde en revival. Genren kommer derfor til at få en fornyet position som hovedscenen for kommunikation til alle borgere – ikke blot journalister. Det stiller nye krav til talspersoner og medietrænere.
Gensyn med det klassiske pressemøde
Mange og lange pressemøder transmitteret direkte. Politikere og myndighedspersoner side om side med hver deres taleposition. I baggrunden tegnsprogstolke, som forsøger at tolke de mange nye begreber i farten. Journalister, som står i sikker-afstand kø og stiller deres spørgsmål via en skærm. Og masser af danskerne som fulgte møderne med tilbageholdt åndedræt. Uventet revival til en klassisk, næsten glemt formidlingskanal i coronaens skygge.
Ser vi bort fra politiets rutinemæssige brug af orienterende pressemøder og doorsteps, har pressemøder har længe været en genre, som mest blev benyttet, når organisationer eller enkeltpersoner ville håndtere [læs: afslutte] en problematisk sag samtidigt og effektivt. Tænk fx på hvidvasksagen i Danske Bank eller Lars Løkke Rasmussens fortrydelser og beklagelser i forbindelse med 3GI sagen for nogle år siden.
Pressemøder med roller og rekvisitter
Vi var mange, som fulgte med, når statsministeren og et skiftende hold af fagministre og embedsfolk opdaterede og instruerede os i de forskellige stadier af nedlukningen og den gradvise og kontrollerede genåbning af landet. Også den strategiske brug af infografik, som den med de to kurver i grøn og orange, blev en tilbagevendende, effektiv rekvisit.
Som fagperson kunne man iagttage hvordan roller, kernebudskaber og målgrupper var nøje fordelt. Særligt i begyndelsen, hvor informationerne var mere overordnede og samstemte og kritikken af de politiske og sundhedsfaglige afvejninger endnu ikke var begyndt at fylde i nyhedsdækningen mellem møderne.
Øgede forventninger i fremtiden
Uanset hvad, så fik pressemødet og dermed live-kontakten mellem journalist og interviewperson nyt liv. Faktisk midt i en tid, hvor øvrighedspersoner har vænnet sig til at kun at behøve besvare pressehenvendelser per mail via deres kommunikationsafdelinger.
Selvom frekvensen af pressemøderne heldigvis er aftaget igen, har de alligevel gjort en forskel for både journalister og talpersoner. Mon ikke vores forventninger til talspersoner og deres evne til at stå distance i en direkte konfrontation bliver større fremover? Både når det gælder krisestabe og kommunalpolitikere. Det er trods alt lidt sværere at tale uden om det brændende spørgsmål med et live-pressemøde end med en video publiceret direkte på facebook eller et uldent svar via en mail.
Muligvis får vi ikke helt svar på vores spørgsmål, men vi kan ved selvsyn opleve, om de svarer eller ej. Og reflektere over klassiske dyder som troværdighed, åbenhed og transparens. Noget vi forventer af alle talspersoner – ikke bare på pressemøder.